Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

Etsy - Et finurligt univers

En ting jeg virkelig fik øjnene op for i løbet af min bryllupsplanlægning var internet handel. Jeg har før ofte købt ting over nettet men aldrig haft kontakt til små kinesiske firmaer der knap kan engelsk og jeg havde heller aldrig hverken handlet via eBay eller Etsy. EBay kender de fleste jo nok, men Etsy var jeg faktisk aldrig stødt på før. Det er et fantastisk sted hvis du er på jagt efter skønne og unikke ting/tilbehør til brylluppet! Dog er jeg ikke selv nogen haj til at handle på Etsy og jeg har derfor spurgt Lena Kofod til råds for at være sikker på at I bliver guidet ordentligt ind i Etsys univers. Lena sælger skønne skønne hairpieces på etsy og ved derfor lidt om hvordan man både handler derinde men også lidt om hvordan der er at sidde på den anden side af handlen som sælger.

Et lille udvalg at Lenas skønne kreationer:

SoBrideliciuos hairpiece
SoBrideliciuos hairpiece
SoBrideliciuos hairpiece
SoBrideliciuos hairpiece
Fotograf Tina Liv

Har du lyst til at kigge nærmere på Lenas fine ting, kan du findes hendes Etsy shop HER


Kan du forklare lidt om hvad man kan finde på etsy?

Etsy er en handelsportal for hele verden, hvor man kan finde alverdens ting inden for 3 hovedkategorier: Vintage (ting, der er fra 80’erne eller ældre), handmade (håndlavede ting) og supplies (ting, der bruges til forskellige typer håndarbejde).

Sælgerne er ofte helt almindelige mennesker, der brænder for det de laver. Hvilket i mine øjne gør Etsy unikt og langt mere interessant end fx Ebay. Jeg har selv købt mange håndlavede ting på Etsy, og de har alle haft noget unikt over sig og den der følelse af ”personlighed” som håndlavede ting tit har. Det er noget man ikke kan finde i mere kommercielt producerede varer.

Der findes sælgere på Etsy, der er blevet så store, at det ikke længere bare er en hobby, men en fuldtidsbeskæftigelse. Jeg oplever dog, at det stadig er meget personligt at handle hos dem. Og at de fleste gør alt, hvad de kan for at yde en ekstra god service.

Er der ting man skal være særlig opmærksom på?

Der findes desværre også snyd på Etsy, altså at fx firmaer fra Kina sælger sko, tasker, smykker mm som håndlavet eller vintage uden det reelt er det. Det er imod Etsy’s principper og de bliver selvfølgelig udelukket, når det opdages. Men de vil altid være der, så det er en ting lige at være opmærksom på. Det skal lige siges at selvfølgelig ikke alle sælgere fra Kina, der snyder. Er stødt på flere, der laver reelt og originalt håndarbejde.

Hvis man nu har fundet noget man er interesseret i, hvordan foregår en handel så?

Finder du noget på Etsy du bare må eje, er det lige så nemt som i en almindelig netbutik. Du klikker bare på ”kom i kurven” og betaler – oftest via Paypal. Nemmere kan det ikke være. Det er altså næsten et must at få en Paypal konto

Der er dog til tider at sælger ikke har angivet Danmark som muligt modtagerland i annoncen. Men det betyder ikke du skal give op. Man kan altid kontakte sælgeren og høre om det kan sendes til Danmark. Ofte vil sælgeren så lave en personlig annonce til dig eller ændre i den oprindelige annonce – No problem!

Hvad har man af rettigheder som køber/sælger ?

Når man køber på Etsy er det primært en handel mellem private og desuden oftest uden for Danmarks grænser, så du er ikke beskyttet af den danske købelov. Men som jeg har nævnt er langt de fleste sælgere meget servicemindede, så skulle der opstå et problem, vil de fleste være villige til at finde en god løsning. Man kan selvfølgelig lige tjekke sælgerens ”feedback” og læse deres ”policies”. Begge ting finder du ude i butikkens venstre side.

Skulle det gå helt galt med en handel og går kommunikation med sælger i hårknude, kan man i sidste ende forsøge sig med at åbne dispute via Paypal. Så vil de gå ind og vurdere sagen og om der skal gives penge retur.

Er der nogle sælgere du kan anbefale hvis man er på udkig efter skønt tilbehør til brylluppet?

Nok om alt det – det er heldigvis ikke så tit det sker (har aldrig selv oplevet det). Det er langt mere sjovt at snakke om alt det fantastiske man kan finde på Etsy – og det er et overflødighedshorn af inspiration.

Når du skal finde ting på Etsy, er der flere muligheder. Den traditionelle er at bruge søgefeltet eller gå ind under de forskellige kategorier. Men der er også andre muligheder. En jeg selv først er blevet opmærksom på efter jeg selv blev sælger derinde er ”treasuries”. En ”treasury” er en række produkter sat sammen udfra et specielt tema – alle kan lave treasuries og der er masser af dem derinde. Fordelen er at man kan få et godt overblik og pludselig finder ting, der ikke lige ligger i toppen af søgeresultatet. Temaerne kan være mange forskellige. Prøv fx at søge ”vintage wedding” eller ”boho bride”.

Denne treasury er fx virkelig smuk og inspirerende  og der er mange af den slags.

Du kan finde treasuries ved på Etsy’s forside at klikke på Treasury nederst til venstre under ”Ways to shop”

Nogle af mine egne favoritter på Etsy er
Ouma: http://www.etsy.com/shop/ouma
Kat Swank: http://www.etsy.com/shop/Liaison?ref=seller_info
Ibolya: http://www.etsy.com/shop/ibics?ref=pr_shop_more
Bonzie: http://www.etsy.com/shop/bonzie
The funky Schak: http://www.etsy.com/shop/thefunkyshack?ref=seller_info
Brides First: http://www.etsy.com/shop/BridesFirst?ref=seller_info
Inspirational banners: http://www.etsy.com/shop/inspirationalbanners?ref=seller_info

Men uha, der er så mange, at jeg kunne blive ved og ved og ved… Det er som sagt et overflødighedshorn

Må vi høre lidt om hvordan det selv var at starte op som sælger derinde og hvad der inspirerer dig i dit arbejde med hairpieces?

Jeg sælger jo også selv på Etsy under navnet SoBridelicious. Og det har betydet at jeg først nu rigtig forstår Etsy og hvordan det fungerer – på trods af at jeg har brugt Etsy som køber i mange år.

Jeg startede som sælger på Etsy, fordi jeg i et stykke tid havde lavet forskellige typer hair pieces og følte jeg virkelig havde noget som var smukt og andre ville sætte pris på. Når man laver noget man kan lide og er stolt af, er det virkelig fantastisk at se det blive brugt og værdsat af andre – og der er jo også brug for danske alternativer til alle de andre fantastiske butikker derinde. Der gik dog et godt stykke tid fra min beslutning om at starte, til jeg fik det gjort. Det var mest fordi jeg ville gøre det ”rigtigt” fra start udfra mine egne krav til en inspirerende og god Etsy butik. Specielt på billedsiden havde (og har jeg) brug for hjælp.

Det er ikke svært at starte som sælger på Etsy, hvilket jo netop er grunden til at man kan finde så mange spændende ting og sælgere derinde. Når man er startet kræver det dog en indsats at få gjort opmærksom på sig selv. Så kreativiteten er stor og de sociale medier bruges i stor stil fx blogs, Facebook og Twitter. Faktisk har rigtig mange butikker på Etsy en Facebook side, man med fordel kan besøge og ”synes om”. SoBridelicious har også en facebook side, der bruges til at vise mine hair pieces på rigtige brude og til promotion af fx nye ting – og selvfølgelig en smule hyggesnak. Det er en god mulighed for at lade andre lære en lidt bedre at kende og vise lidt mere end det man kan på Etsy.

Når jeg arbejder på et nyt design til et hair piece, ved jeg ikke altid hvordan det skal se ud. Jeg lader mig inspirere af de materialer jeg har og selvfølgelig er min egen holdning til hvad der er smukt. Jeg ser masser af hair pieces på Etsy, som giver mig ideer til nye SoBridelicious projekter. Jeg har min egen idé om, hvad der er hot og hvad der er not – jeg er absolut ikke til main stream og forsøger selv at skabe nye veje og gøre tingene på min måde. Det er noget af det vigtigste for mig og essensen af Etsy – man skal elske det man laver, så tingene bliver unikke og får personlighed.

comments powered by Disqus
Follow my blog with Bloglovin