Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

Kjoledesigner Anne Palland

Overvejer du at få syet din egen brudekjole, kan Anne Palland måske hjælpe dig. Hun er kjoledesigner og hører til i Vanløse nær København. Hun kan også hjælpe med brudepigekjolen eller måske blot kjolen som gæst til bryllup :) Nedenfor svarer Anne på nogle af de spørgsmål du måske kunne have.

Hvordan foregår dit samarbejde med bruden før køb?

Når du vælger at få syet din kjole hos en skrædder, er det rigtig rart, at vi har tid og ro til at udvikle din kjole. Derfor skal du bestille en tid. For at kunne sænke priserne på kjolerne så meget som muligt, har jeg ingen butikslokaler, og alle prøvningerne foregår i min lejlighed, hvor jeg har indrettet prøverum. Du er altid velkommen til at ringe på 22308470 eller skrive en mail tilannepalland@gmail.com, for at aftale en tid, eller hvis du har spørgsmål. Du kan også gå ind på min hjemmesidewww.annepalland.dk, hvor du bl.a. kan finde min adresse og andre oplysninger.

Hvordan foregår dit samarbejde med bruden efter køb?

Når vi har lavet en aftale, kommer du forbi til en uforpligtende samtale, som varer ca. en time. Her snakker vi om hvordan du kunne tænke dig, at din kjole skal se ud og jeg viser dig forskellige materialer og farver. De fleste af mine kunder har en ide om, hvad de kunne tænke sig, og det er denne ide vi tager udgangspunkt i. Og for yderligere at kunne guide os ind på hvad du kunne tænke dig, og hvad der klæder dig, har jeg nogle kjoler hængende, som du kan prøve. Kjolerne i min kollektion, kan man købe som de er, med dine mål, men de er lige så meget til for, at du kan blive inspireret

Vi skal i gang med processen 2-6 måneder før dit bryllup, og i den periode skal vi mødes omkring 5 gange, hvor vi bl.a. skal tilrette din prøvekjole, så den passer til din krop. Jeg synes det er vigtigt at du, som kunde, er med i processen fra start til slut, for det er jo kun dig, der ved hvad du kan lide. Jeg er der for at vejlede dig, så du får lige den kjole du drømmer om.

Hvilket prisleje ligger kjolerne på?

- Prisen på en kjole varierer, alt efter hvilken model, du kunne tænke dig – hvor meget tilbehør du ønsker, hvilke materialer (silke, kunststof, blonder) kjolen skal sys op i, ect.

Hos mig koster en brudekjole inkl. slør mm., typisk mellem 7.000-13.000 kr. I hvert fald arbejder vi os frem til en pris der passer til dig og dit budget. 

Hvad inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af andre designere, tøjet i butikkerne og tøjet i bladene. Men noget der inspirerer mig i særdeleshed, er dig, som kunde. Det er de forslag og de ideer, som du kommer med, der inspirerer mig. Jeg komme gerne med forslag til din kjole, men jeg pådutter dig ikke noget. Du skal kunne se dig selv i kjolen og den skal passe til dine ønsker og personlighed.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Det bedste ved mit job er, at jeg hver dag får lov til at skabe smukke kjoler, som er lidt mere end bare en kjole. Det er en kjole, der skal bruges til en af de største og mest betydningsfulde fester i dit liv.

Jeg møder mange forskellige mennesker, som på trods deres forskellighed, alle kommer til mig med den samme glædelige nyhed, om at de skal giftes. Det er rigtig skønt, at se så mange glade, spændte og forventningsfulde ansigter, som stråler i den kjole, som de selv har været med til at kreere.

Du kan se endnu flere designs af Anne Palland på hendes hjemmeside

comments powered by Disqus
Follow my blog with Bloglovin