Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

Louise ♥ Jesper

Det er efterhånden længe siden jeg har bragt et real wedding og nu må det være på tide. Dagens real wedding er virkelig smukt og rørende. Louise og Jesper blev gift i juni på Samsø og da jeg har fulgt Louises bryllupsplanlægning ved jeg hvor stort et arbejde der ligger bagved. Alle billederne er taget af vidunderlige Tina Liv - og jeg er dybt forelsket i dem alle! Jeg havde virkelig svært ved at begrænse mig da billederne skulle udvælges, så jeg håber I bærer over med at der er mange billeder i indlægget :)

Kort før brylluppet døde Louises far, og jeg må altså sige at jeg er dybt imponeret over den styrke hun har vist ved at gennemføre dette fantastiske bryllup, for derudover er Louise også gravid - og er der noget mere livsbekræftende end bryllup og graviditet? Dette bryllup spiller på hele følelsesregistreret og jeg giver Louise min dybeste respekt, hvor er hun sej! Prøv lige at se det fantastiske smil da hun træder ind i kirken - og læg endelig mærke til den fine runde mave under kjolen ♥ Stort tillykke til Louise og Jesper med det skønne bryllup - og ikke mindst kommende barn ♥

forberedelsen lørdag formiddag

Fotograf: Tina Liv

Hvilken type bryllup holdte I?

Vores bryllup foregik på Samsø, hvor min fars familie kommer fra. Rammerne for vielsen foregik i Langør Kirke, som er en lille hyggelig landsby kirke med plads til 65 mennesker med udsigt direkte ud over Stavns Fjord. Vielsen foregik kl.14, og fordi brylluppet foregik på Samsø, havde vi valgt at droppe den traditionelle reception og havde i stedet arrangeret, at gæsterne kom på en mindre bustur med guide rundt på nordøen, mens vi fik taget locationsbilleder.

Festen blev holdt på Nordgården Pension og Lejrskole, hvor vi kunne få det stort set, som vi ville have det, og blandt andet selv kunne medbringe vin og bryllupskage. Størstedelen af vores gæster benyttede sig af muligheden for at overnatte på feststedet både før og efter brylluppet og hyggede sig sammen hele weekenden, så de var allerede en sammentømret ”gruppe” om lørdagen, da vores bus afhentede dem på feststedet og fragtede dem til kirken, hvilket kun forøgede stemningen/festen om aftenen.

Vi havde to lokaler; det ene blev brugt til ”receptionen”, hvor gæsterne fik en lille ”hapser” efter vielsen/busturen og hvor gavebordet stod samt selve festlokalet med bar, hvor vores tomandsband efter middagen spillede op til dans til i til kl.3 om natten. Vi blev sendt hjem fra festen kl.4.30, og vores bryllupsweekend sluttede af med brunch søndag formiddag med de overnattende gæster, inden de fleste skulle med færgen retur igen.

Hvad var den bedste oplevelse på dagen?

Hele dagen var bare fantastisk, men endelig efter 6,5 år som kærester at kunne gå op af kirkegulvet til sin bedste ven og sige ja til at blive mand og kone var helt klart det største. Derudover vil jeg nævne alt det vores familie og venner havde gjort for os, det var så overvældende og vi blev virkelig fyldt med kærlighed den dag.

Vielse

Fotograf: Tina Liv

Gik der noget galt?

Vi fik efter min mening lige lidt for meget havgus (på Samsø regner det nemlig aldrig, det er bare meget kraftig havgus eller dug ;) ), da vi skulle have taget locationsbilleder, men det var alligevel ikke nok til at ødelægge en helt perfekt dag, hvor alt andet flaskede sig. Så nej.

Hvor lang tid var I om at planlægge brylluppet og hvad var den største udfordring?

Selve datoen havde vi faktisk haft bestemt i flere år, da Jesper friede, da han altid har sagt, at han skulle giftes inden han blev 25, hvilket han blev 10 dage efter vores bryllup. Desuden faldt det sådan, at vi denne lørdag havde halvårsdag som kærester, hvorfor datoen faldt naturligt for os. Jesper friede 21. maj 2011, hvorfor vi havde lidt over et år til planlægningen, men jeg havde da gjort mig nogle tanker inden, og vi havde også besluttet i forvejen, at det skulle foregå på Samsø.

Da min far døde 2 måneder før brylluppet, kunne jeg i et splitsekund slet ikke overskue at gennemføre brylluppet den dag uden ham, men blev hurtigt enig med Jesper om, at han havde været så meget med i planlægningen og vidste, hvordan brylluppet skulle foregå, at han ville være med os den dag alligevel. Men selvom vi havde styr på de fleste ting i god tid, var det hårdt at skulle tackle tabet af min far, at skrive bachelor og være gravid samtidig med planlægningen af vores livs fest.

Hvor meget omkring brylluppet lavede I selv/stod selv for?

Vi stort for al planlægningen selv. Det var vores bryllup, og os der bestemte, hvordan tingene skulle være. Jesper, som er uddannet mediegrafiker, lavede stort set al vores DIY såsom invitationer, bordhæfter, kirkehæfter, personlige chokolader m.m samt vores bryllupshjemmeside. Det resulterede i mange timers design på computeren og sidenhen foldning, men det har også bare været en super hyggelig proces. Vi (læs: Jesper og min faster) foldede selv servietter, og jeg og min fars kæreste lavede efeuhjerterne, som lå på bordene.

Har I været på bryllupsrejse, hvis ja hvorhen og hvorfor netop der?

Vi blev på Samsø til onsdag efter brylluppet, ellers har vi endnu ikke været på bryllupsrejse, da jeg efter brylluppet skulle hjem og forsvare en bachelor, og pga. graviditet har en flyrejse sidenhed været udelukket. Men vi planlægger 14 dage til Karon Beach, Phuket, Thailand i januar, hvor vores barn vil være 4 måneder.

location samsø

Fotograf: Tina Liv

Har det ændret jer som par at blive gift?

I princippet nej. Vi er stadig de samme og vores forhold til hinanden det samme, men alligevel er det fantastisk at tænke på, at vi nu har lovet hinanden at stå sammen i både medgang og modgang, og være mand og kone. Jeg elsker, at kalde Jesper min mand, og det er fantastisk at vi via ægteskabet” skriger” ud til alle, at vi elsker hinanden og hører sammen.

Gode råd til kommende brudepar?

Nyd, nyd, nyd dagen! Slap af og giv jer fuldt ud til hinanden. Den er så hurtigt ovre.

Uddeleger opgaver til fx brudeterne/toastmaster, som I har tillid til, så I på dagen ikke skal koncentrere jer om småting. Det er guld værd at kunne give sig hen og have tillid til, at alt nok skal flaske sig, og at de kan tage beslutninger på jeres vegne. Og selvom alt ikke bliver helt som I havde tænkt jer, så vil det ikke overskygge, at dagen vil blive helt fantastisk alligevel.

Spar ikke på fotografen. Det er kun minderne og billederne, man har tilbage, når dagen er slut. Og de er uvurderlige!

Få frisøren/makeupartisten hjem til dig. Det var fantastisk ikke at skulle stresse over at skulle ud af døren, før vi skulle køre til kirken. Det gav en fantastisk ro, og super start på en perfekt dag.

Hvis det er muligt, så afslut brylluppet med brunch med gæsterne dagen efter. Det var så rart at kunne få sluttet dagen af med at sige tak, snakke om brylluppet og tage ordentlig afsked.

Tag et par fridage efter brylluppet, så I har god tid til at bearbejde alle indtrykkene, læse gæstebogen, se gaverne igennem m.m. og bare nyde at være ægtefolk inden hverdagen starter igen.

Gommens råd: Drik vand når gæsterne ikke skåler med dig, så varer festen meget længere!

location samsø 2

Fotograf: Tina Liv

Tusind tak til Louise og Jesper for at dele ud af deres skønne bryllupsbilleder og gode råd :)

comments powered by Disqus
Follow my blog with Bloglovin